Bliv bodholder hos Fantasydage
Bodholder
Er du kreativ, har du en fantastisk biks med spændende ting, som du gerne vil sælge ud af eller vise frem, så kom og vær bodholder på Fantasydage. Boder inkluderer både salgsboder, informations- og formidlingsboder, madboder og aktivitetsboder. Man skal som bod selv medbringe telt, og man står selv for hele opsætningen af boden.
- Bod: Tiende betaling der opkræves efter afvikling. Minimumspris på 1000 kr. (eks. moms) der opkræves inden med faktura.
- Strøm 230 volt: 700 kr. (eks. moms), betales inden afvikling med faktura.
- Strøm 400+ volt: 1500 kr. (eks. moms), betales inden afvikling med faktura.
- Opladning af powerbank: 50 kr. under afvikling.
Som forening/aktivitet kan man deltage gratis på Fantasydage, såfremt at man deltager med en aktivitet. Hvis aktiviteten koster penge, skal man betale tiende for indtjeningen. For at blive godkendt som forening/aktivitet, skal man udover at udfylde tilmeldingen indsende en pitch til info@fantasydage.dk.
Som bod skal man selv have telt med, der skal være middelalder- eller rollespilstelt, og vi opfordrer kraftigt til at man pynter teltet. Det er IKKE tilladt at medbringe plastiktelt (dog kan der gives dispensation, hvis teltet dækkes til med stof og pyntes).
Der gives prioritet til madboder, der udbyder fantasy-tematiserede produkter. Det er IKKE tilladt at sælge almindelige øl og sodavand, men man må gerne sælge specialdrikke og normalt vand.
Hvis du medbringer hund, kan du bortvises fra pladsen, såfremt den ikke holdes væk fra gæster eller udviser anden upassende adfærd. Dette gælder også, hvis du ikke samler op efter den.
Som bodholder må man gerne overnatte i sit bodtelt. Det er dog ikke tilladt at medbringe telte, hvis primære formål er overnatning.
Mikrobod
Har du lyst til at stå med mikrobod på Fantasydage? Vores mikroboder er til dig, der måske lige er startet, skaber fra stuebordet, eller bare gerne vil vise dine kreationer frem i hyggelige rammer – uden at skulle stille op med fuldt markedssetup.
Pris
- Tiendebetaling: 10% af hele indtjeningen i boden, med en minimumspris på 500 kr. pr. bord der betales på forhånd.
- Det er ikke muligt at få strøm trukket til boden, men man kan få opladt en powerbank for 50 kr. under afvikling.
Praktisk
- En mikrobod er et bord på 180 x 80 cm sat op i et middelaldertelt i varierende størrelse og med varierende antal borde i hvert telt. Fælles er dog, at alle boder har teltdug som bagvæg.
- Bestiller du en mikrobod, er det inkl. bord, stole og 2 aktør armbånd til Fantasydage.
- Man kan maks bestille 2 borde, for at vi sikrer et bredt udvalg af forskellige mikroboder.